De seniorvenlige rækkehuse på Kragehøj ligger i den nordøstlige del af Borup, hvor de er en del af et nyanlagt boligområde, som hedder Møllebankerne. Du kommer til at bo i et kvarter, hvor der er etableret grønne områder mellem seniorboligerne. Der er etableret stisystemer, hvor du kan spadsere med din nabo. Med andre ord kommer du til at bo i et naturskønt hjørne af Borup, hvor du og dine naboer har mulighed for at danne rammerne for et godt fællesskab.
Hovedgaden i Borup ligger mindre end to km fra Kragehøj. Her finder du flere lokalforretninger og indkøbsmuligheder. Du har også mulighed for at se de nyeste film i en af Danmarks ældste biografer, Borup Kino. I byens nordlige ende finder du både byens bibliotek og aktivitetshus, som byder på forskellige aktiviteter som foredrag, filmfremvisninger og aktivitetsklubber. Det er også i aktivitetshuset, at lokalafdelingen af Ældresagen afholder deres arrangementer.
Kimmerslev Sø ligger en cykeltur fra boligerne. Her har du mulighed for at bade i søen fra den anlagte sandstrand ved nordvestenden. Der er også mulighed for at gå hele vejen rundt om søen på de anlagte stier. 500 meter vest for boligerne finder du den privatejede Rye Skov, som er en del af Svenstrup Gods. Her er der ved Skovbo Naturskole anlagt en trampesti, som må bruges af offentligheden fra kl. seks til solnedgang.
Hvis du har ærinder, som skal løbes i større byer, ligger både Roskilde, Ringsted og Køge indenfor en radius af 20 km. Med andre ord kan du fra Møllebankerne nå tre af Sjællands største byer på under en halv times kørsel i bil.
· 800 meter til busstoppested
· 1,3 km til indkøb
· 2,4 km til Borup Station
· 6,7 km til motorvej (E20)