Økonomi

Hvad indeholder indskudsbeløbet?

Ved indgåelse af lejekontrakt skal der betales et indskud. I de fleste tilfælde består indskuddet af: første måneds husleje inkl. aconto, depositum samt forudbetalt husleje.

Det betyder:

- Den første måneds husleje dækker lejen inkl. evt. aconto for den første måned du bor i lejemålet. Overtager du ikke lejemålet d. 1. i en måned kan dette beløb dog se anderledes ud.

- Depositummet svarer som regel til 3 måneders husleje ekskl. aconto.

- Den forudbetalte leje svarer som regel til 1 måneds husleje ekskl. aconto. Du skal således ikke betale for den sidste måned inden din lejeperiode ophører, hvis du har indbetalt 1 måneds forudbetalt husleje.

Husk altid at tjekke §4 i din lejekontrakt for at se præcis hvad der er gældende for dit specifikke lejemål.

Hvad går henholdsvis depositum og forudbetalt husleje til?

I forbindelse med lejekontrakten skal du betale et indskud i form af et depositum og forudbetalt husleje. Depositum er et beløb, der gemmes til den dag, lejemålet er blevet istandsat efter din fraflytning, og udgifterne i den forbindelse trækkes af depositummet. Den forudbetalte husleje dækker de sidste måneder i lejemålet. Hvis du eksempelvis har indbetalt tre måneders forudbetalt husleje, dækker den de sidste tre måneder, hvor du ikke bliver opkrævet husleje – ligeså hvis du har betalt en eller to måneder. 

Hvordan bliver mit forbrug opgjort?

Hvis du indbetaler et acontobeløb til forbrug af vand og/eller varme sammen med din husleje hver måned, bliver dette gjort op en gang om året. Når det gøres op, sammenholdes beløbet med det, som du har indbetalt, og du får penge retur, hvis du har indbetalt for meget – og omvendt skal du betale restbeløbet, hvis du har indbetalt for lidt i forhold til, hvad du har brugt. Bemærk, vi tilbageholder ekstra aconto i forbindelse med eventuel opsigelse af lejemålet, da aconto bliver opgjort en gang om året.  

Kontakt os

Hvis du ikke kan finde svar på det, du søger, er du meget velkommen til at kontakte os, så vil vi hjælpe dig bedst muligt

Kontakt os